Gå til hovedindhold

Boliger: Boligreform endelig på trapperne

Aftalen kommer til at indeholde konkrete planer for, hvordan den negative boligsituation kan vendes, fortæller naalakkersuisoq for boliger.

En boligreform har været længe undervejs, blevet udskudt gentagne gange, men nu synes reformen endelig at være på vej. Forhandlingerne er i fuld gang med partierne, fortæller Hans Peter Poulsen (S), naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, der forventer at lande et aftalegrundlag med alle partier inden for kort tid.

- Vi er dage fra at lande en aftale. Vi taler om betydelige millionbeløb for at løse boligudfordringerne i Grønland, hvor vi tager udgangspunkt i nødvendigheden af at stoppe det voksende renoveringsefterslæb, samtidig med at de eksisterende boliger ikke forringes. Det er vores første og vigtigste mål, siger naalakkersuisoq.

Aftalen og reformen adresserer flere udfordringer og løsninger, fortæller Hans Peter Poulsen. Der er generelt behov for flere boliger og samtidig står selvstyret med et renoveringsefterslæb, der løber op i et milliardbeløb. Mange af de omkring 6.000 selvstyreejede lejeboliger i hele landet er forfaldne, og ifølge selvstyrets sektorplaner fra 2016, er blot 217 af de omkring 6.000 lejeboliger egnede til beboelse.

- Flere boliger er ikke sunde at bo i, og det er en problematik, vi må håndtere, for vi kan ikke blive ved med at være det sted, vi er nu. Hvis Grønland skal udvikle sig, så er det vigtigt at sætte orden på boligsituationen, siger Hans Peter Poulsen.

Står over for store udfordringer

Boligsituationen kan ikke løses natten over. Boligreformen strækker sig mindst 15 år frem, og der skal findes finansiering til at håndtere udfordringerne. Det overordnede mål er at skabe sunde og bæredygtige boliger, der er fremtidssikrede, fortæller Hans Peter Poulsen.

Selvstyret står dog over for store udfordringer, hvis skuden skal vendes, erkender naalakkersuisoq.

- Vi har en kæmpe udfordring i forhold til at stoppe den onde cirkel, der har været i gang i mange år. Hvis vi skal bryde den, så kræver det en ekstraordinær indsats, og vi snakker om tiltag, der både skal stoppe den negative udvikling og finde udviklingstiltag efterfølgende, og det kommer til at tage mange år.

Med ambitiøse boligplaner skal der samtidigt igangsættes et uddannelsestiltag, der sikrer, at Grønland selv kan begynde at bygge.

- Vi skal tage afsæt i kapaciteten, og hvilke opgaver, der ligger i at uddanne flere folk. Vi bliver nødt til at se på den arbejdskraft- og arbejdssituation, vi står i lige nu, hvor vi ved, at der ikke er nok håndværkere. Tingene skal hænge sammen, ellers vil vi altid være afhængige af, at folk kommer til vores land i en kort periode for så at rejse igen.

Strategier fremlægges snart

Kvaliteten af de offentlige udlejningsboliger er dårlig ikke mindst på grund af et stort renoverings-og vedligeholdelsesefterslæb, som følge af at disse boliger generelt er underfinansierede. Det fremgår af den nyudgivet Holdbarheds- og Vækstplan 2, der påpeger, at det offentlige engagement i boligforsyningen skal reduceres, og at borgernes købekraft skal øges.

- Udfordringen bliver at lave en aftale, som tager afsæt i at stoppe den negative udviklingen på boligområdet, så hver borger har mulighed for at have egen bolig, og det offentlige blander sig mindst muligt. Men det tager tid, for det er ikke den tankegang, vi har haft i mange år.

- Vi har haft at gøre med et mindset, hvor det offentlige og selvstyreejet selskaber selv bygger for eget personale, men det har vist sig at være usundt helt generelt for samfundet på lang sigt, siger Hans Peter Poulsen.

Tidligt fra næste år igangsættes det ændrede lovarbejde med boligreformen og hen imod 2025 skal hele lovgivningskomplekset være på plads samtidigt med at der bliver lagt strategier for, hvordan det sikres, oplyser Hans Peter Poulsen.

Det er mange ambitiøse drømme og planer, du nævner. Er det realistisk, at de kæmpe udfordringer, der er på boligområdet og arbejdskraftmanglen, kan fikses på bare 15 år?

- Der er kæmpe udfordringer i vores lille land, og det er en ambitiøs plan, men vi tror selv på det. Der er også andre tiltag, der skal sikres herunder uddannelsesområdet med håndværkere. Vi skal finde et niveau, hvor vi kan sige ”Det kan vi selv”, siger naalakkersuisoq.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER